Der er fuld knald på airconditionanlægget om sommeren, og radiatoren står på max om vinteren - men energislugende bygninger bliver snart fortid. Fremtiden er energioptimerede facader og tekniske anlæg, blotlagte konstruktioner, naturlige og hybride ventilationssystemer og termoaktive betonelementer.
Ny lov reducerer energiforbruget
Energistyrelsen og Erhvervs- og Byggestyrelsen er gået sammen om nye energibestemmelser i bygningsreglementet. Med den nye lov, der trådte i kraft i 2006, vil man reducere energiforbruget med mindst 25 % i forhold til i dag.
Loven gælder for både privat og offentligt byggeri. Byggeriet vil de kommende år være præget af nye energiløsninger med særligt fokus på facader og integration af alternative energiformer.
Energirammen med i planlægningen
De nye energikrav betyder, at alle, der søger om byggetilladelse, skal dokumentere, hvor meget energi byggeriet vil forbruge. Forbruget skal holde sig inden for en energiramme, der udgør grænsen for, hvor stort forbruget må være i forhold til byggeriets formål og størrelse.
Energiberegningerne skal altså med i planlægningen af et byggeri fra starten:
"De arkitektoniske ønsker og bygningselementer skal indgå i de indledende energiramme-beregninger, hvor blandt andet facadedesign vil være i fokus. De første beregninger vil tage udgangspunkt i arkitektens ideer til facaden og ingeniørens forventninger til tekniske installationer som f.eks. klimatisering af bygningen og belysning. Målet er at give arkitekten et overblik over de mulige virkemidler for byggeriet og rammerne for den videre projektering," siger udviklingschef i byggeri i COWI, Michael S. Nielsen.