Automatisering af de tekniske installationer i byggeriet kan f.eks. omfatte opvarmning, ventilation og køling, belysning og solafskærmning. Automatikken bliver styret af et CTS-system, som holder øje med, at systemerne fungerer optimalt og sikrer komforten for brugerne ved automatisk at regulere temperatur, ventilation og lysforhold.
Automatisering er effektivt
CTS står for "central tilstandskontrol og -styring" og i takt med, at systemerne bliver stadig mere avancerede, kan mulighederne for at spare energi udnyttes endnu bedre, f.eks. i store kontorbygninger:
"Automatisering er et effektivt værktøj, når energiforbruget skal reduceres. Et godt eksempel er de såkaldte hybride ventilationssystemer, som kombinerer mekanisk og naturlig ventilation. Idéen er groft sagt, at CTS-systemet slukker for den mekaniske ventilation og åbner en række vinduer, når systemet registrerer, at udetemperaturen kommer op over et bestemt niveau. På den måde kan man under optimale forhold slukke for den mekaniske ventilation i helt op til fire måneder om året og spare masser af energi," fortæller projektleder Kåre Nilsson, COWI.