Hjem / Skip Navigation LinksAktuelle temaer / Temaarkiv / Megatrend: Transport / GPS i biler sladrer om trængsel

GPS i biler sladrer om trængsel 

Foto: Morten Larsen
GPS-computeren fylder ikke meget mere end en lommecomputer og har mange af de samme funktioner.
I et pilotprojekt leverer transportfirmaet 3x34 GPS-data fra 440 biler til COWI, som dermed kan informere Københavns Radio om trængsel og lave bedre trafikanalyser.

Snart vil man kunne åbne for sin regionalradio og få helt konkrete oplysninger om trængselssituationen på alle vigtige veje i regionen.

Det er i alt fald visionen for det pilotprojekt, COWI har indledt i samarbejde med
Danmarks største vognmandsfirma 3x34.

GPS i to år

3x34 har i to år kørt med et GPS-tilkoblet computersystem, der bl.a. angiver lokaliseringen for hver enkelt bil. Systemet er resultatet af et andet samarbejde mellem 3x34 og COWI.

Det nye samarbejde går ud på, at 3x34 leverer data til COWI om 440 bilers position i hovedstadsområdet. Disse data bearbejder COWI til konkret information om hastigheder på udvalgte veje og sender dem herefter videre til Københavns Radios trafikservice.

Opdateret information om trængsel

Trafikplanlægger i COWI Jens Thordrup siger om samarbejdet:

”Flåden på 440 biler er stor nok til, at vi kan få et dækkende billede af vejnettet i hovedstadsområdet. Ved hjælp af dataindsamlingen kan vi kortlægge trængslen på alle vejstrækninger inden for vilkårlige tidsintervaller - også tilbage i tiden. Dermed kan vi hele tiden få et ajourført billede af, hvordan trængselssituationen er. Desuden har vi også mulighed for at lave bedre, mere detaljerede trafikanalyser.”

Trafikanalyserne, der typisk leveres til vejmyndigheder, er indtil nu blevet frembragt ved hjælp af bl.a. trafiktællere, der fysisk er ude at registrere trafikken - hvilket både koster tid og penge.

Landsdækkende kortlægning af trængsel

Visionen for COWI er på sigt at kunne levere digitale informationer om hele vejnettet i Danmark. Det vil kunne klæde politikere og vejmyndigheder bedre på til at tage kvalificerede beslutninger om trafik og dermed dæmme op for trængslen på landets mest trafikerede veje.

Om baggrunden for at deltage i pilotprojektet - og gratis levere data - siger direktør i 3x34 Lotte Jensen:

"Ud over at det er en del af vores strategi at udnytte - og være ajour med teknologien, syntes vi, at projektet lød spændende og ville gerne fortsætte vores gode samarbejde med COWI. Jeg forventer, at de informationer, vi leverer, vil komme vores egne vognmænd til gavn i deres hverdag."

Af Kathrine Schmeichel
Publiceret: 30.03.2007

SIDST OPDATERET: 18.01.2012