Vi flytter os mere
Trængslen er kommet bag på mange, fordi den er kommet pludseligt og vokser eksplosivt. I dag er den værst i hovedstadsområdet. Men der er også stigende trafikale problemer i Århus, Aalborg og Odense og mange steder på motorvejene.
"Vi befinder os i et mobilitetssamfund, hvor de unge har en anden holdning til at bevæge sig end de ældre generationer - ikke blot i forbindelse med deres arbejde. Den moderne dansker har mange fritidsaktiviteter, rejser på weekendferier og besøger bekendte – selv hvis de bor langt væk. Derfor vil trafikken blive ved med at stige,” siger projektchef i COWI Erling Hvid.
Roadpricing bliver diskuteret i København
For at løse trængselsproblemerne skal der en lang række virkemidler til, mener de to trafikforskere. I dag er der adskillige anlægsprojekter i støbeskeen som Cityringen, Ring 3 og flere udbygninger af motorveje.
Et andet vigtigt middel er roadpricing, hvor man betaler for at færdes på tidspunkter og steder med trængsel. Inden for den kollektive trafik kan man bl.a. fokusere på separate busbaner, gratis kollektiv trafik, metro, letbane og moderne sporvogne. Arbejdspladser kan opfordre medarbejderne til at køre sammen på arbejde, forholdene på cykelstierne kan blive bedre, og man kan i højere grad udvikle byer tæt på stationer frem for på åbent land.
Endelig kan man ved hjælp af intelligente transportsystemer (ITS) bl.a. få flere biler gennem trafiksignalerne, lede trafikanter uden om lange køer og informere om, hvor der er ledige P-pladser.
Hvordan skal infrastrukturen se ud i 2030?
For at analysere hvordan Danmarks infrastruktur skal se ud i 2030, er regeringens Infrastrukturkommission i gang med at drøfte centrale strategiske udfordringer, visioner og løsninger. Resultaterne kommer i efteråret 2007.
Af Christina Tækker
Publiceret: 30.03.2007