Dobbeltrolle for rekreative områder
Udformningen af søområdet er designet af COWI, som også står bag et lignende projekt i Odense. Dobbeltrollen for de rekreative områder vil efterhånden blive mere udbredt, for kommunerne går nye veje for at begrænse skaderne i forbindelse med skybrud, mener projektleder Karsten Arnbjerg, COWI.
”Fodboldbaner og legepladser kan også fint bruges som en form for regnvandsbassiner under skybrud og på den måde aflaste kloakker og folks kældre. Kloakkerne kan ikke tage det hele, når den ekstreme regn sætter ind,” siger Karsten Arnbjerg.
Den ekstreme regn bliver endda voldsommere i fremtiden, hvor det enkelte regnskyl kan give helt op til 30-40 procent mere regn på en time. Det viser ny forskning, der ser 100 år frem, og som COWI sammen med bl.a. DMI udfører for Dansk Vand- og Spildevandsforening og en række kommuner.
Af Eva Isager
Publiceret: 30.03.2007