Indsats for renere vand
Den civilingeniøruddannede Harley Bundgaard Madsen, som er 51 år, har været med til at udarbejde både internationale, nationale og lokale indsatsplaner for, hvordan vi får et bedre vandmiljø. I de seneste fire-fem år har han arbejdet intensivt med at implementere EU’s vandrammedirektiv, som indeholder bindende mål om en bedre vandkvalitet og en tidsplan for at nå målet.
”Vandkvaliteten har fået det væsentlig bedre i min tid. På spildevandsområdet er der sket kolossale forbedringer, men med landbrugets kvælstofudledninger er vi et stort stykke fra direktivets mål trods betydelige fremskridt. Også med den diffuse fosforudledning er der fortsat store udfordringer. Landbruget og myndighederne har gennem årene fået en langt bedre gensidig forståelse, som lover godt for det fremtidige miljøarbejde,” siger Harley Bundgaard Madsen.
En balancekunst
Det kan være en balancekunst at tilgodese alle de mange interessenter i vandmiljøet, men Harley Bundgaard Madsen kan lide at manøvrere rundt i det brede felt mellem det strengt faglige og det politiske. Sigtet er hele tiden at få et så godt vand- og naturmiljø som muligt.
EU har sørget for en lovgivning, der kan bringe vandkvaliteten videre. Det næste bliver at implementere direktivet, så det virkelig får effekt, og det er opgaven for Harley Bundgaard Madsen og hans kolleger i alle miljøcentrene lige nu.
Af Eva Isager
Publiceret: 30.03.2007