360° billeddokumentation af alle veje og deres omgivelser i Danmark

COWI A/S ("COWI") har i 2016 gennemført en landsdækkende fotografering af alle veje og deres omgivelser med 360° panoramabilleder for hele Danmark, og vi planlægger at gentage denne fotografering hvert andet år, første gang i 2018. Billederne bearbejdes og samles i databasen, Danmarks Digitale Gadefoto (DDG).

DDG dækker ca. 102.000 km offentlige veje og private fællesveje med ca. 7 m mellem hvert billede.

Billederne optages i gadeniveau fra COWIs gadefotobiler, hvorpå der er monteret et GPS-styret 360° kamera. Billederne har en opløsning på 30 Megapixel og for hvert billede registreres kameraposition og tidspunkt for optagelsen. Alle ansigter og nummerplader på biler sløres.

Hvor fotograferes?

DDG dækker veje, der benyttes til almindelig motoriseret færdsel og tjener som adgang for flere ejendomme med følgende modifikationer:

  • På større parkeringspladser fotograferes tilkørselsvej/stamvej
  • Kolonihaver fotograferes i udgangspunktet ikke
  • Adgangsveje, der betjener mere end en koteletgrund, og hvor vejen i sin udformning fremstår som et privat adgangsareal, fotograferes ikke

Hvornår fotograferes?

Første landsdækkende fotografering blev udført i perioden april – september 2016. Fotograferingen gentages i samme periode 2018, og det er planen, at alle strækninger herefter genfotograferes hvert andet år. I årene 2014 og 2015 blev der fotograferet mindre områder, svarende til under 2 % af Danmark.

Hvad fotograferes?

DDG fotograferes fra bil, der kører på vejnettet. Alt synligt fra vejen vil således være en del af DDG.

Hvad bruges DDG til?

DDG er en kommerciel database, der mod licensbetaling stilles til rådighed, bl.a. til offentlige myndigheder og private virksomheder, der kan anvende billedmaterialet som dokumentation og til at effektivisere arbejdsgange.

DDG anvendes af bl.a.:

  • Statslige myndigheder – som led i sagsbehandling
  • Kommuner – som støttedata i byggesagsbehandling, tilstandsregistrering af veje, skilte og andet byudstyr
  • Forsyningsselskaber – til vurdering af synlige installationer, belægninger
  • Regioner – til vurdering af oversigtsforhold, hurtig vurdering af lokale forhold ved ambulanceudrykning
  • Finans- og forsikringsvirksomheder – vurdering af bygningsforhold
  • Ingeniørvirksomheder

COWIs kunder er selv dataansvarlig for den brug, der finder sted hos dem, og anvendelsen af DDG internt hos COWIs kunder er ikke et anliggende for COWI.

COWI stiller Danmarks Digitale Gadefoto til rådighed til via licensaftaler, der som udgangspunkt ikke giver kunderne ret til at publicere DDG på offentligt tilgængelige internetsider, bortset fra enkeltstående billeder til illustration eller dokumentation af konkrete sagsforhold.

Hvilke rettigheder har du?

Hvis du ønsker oplysning om vi har fotograferet den ejendom, du bor på, kan du sende en mail til gadefoto@cowi.com, som vi vil besvare hurtigst muligt.

Hvis et billeder indeholder oplysninger, der kan identificere individuelle personer, dvs. genkendelige ansigter og/eller læsbare nummerplader, har du ret til at kræve, at billedet slettes eller at berigtiges så ansigter og/eller nummerplader slettes. Som nævnt ovenfor slører vi som udgangspunkt alle genkendelige ansigter og nummerplader.

Hvis et billede indeholder forkerte oplysninger, har du ret til at kræve billedet slettet. Der kan f.eks. ske det, at et billede er registreret med forkert beliggenhed og dermed ikke viser de korrekte forhold, når man laver er opslag på den aktuelle adresse. Det forhold, at en bygning er blevet ombygget siden billedet er blevet taget, er ikke tilstrækkelig grund til at kræve billedet slettet, idet hver enkelt billede er forsynet med tidspunkt for fotografering og derfor angiver korrekte forhold for det pågældende tidspunkt.

Hvis du bliver opmærksom på at DDG indeholder personlige oplysninger, som du kan kræve fjernet, eller hvis du ønsker at et billede som helhed fjernes fra DDG, kan du angive det i en mail til gadefoto@cowi.com, hvorefter den behandles. COWI bestræber sig på, at behandle og besvare alle henvendelser indenfor 1 måned.

Vi vil vurdere anmodninger om fritagelse for fotografering eller udeladelse af Danmarks Digitale Gadefoto ud fra bestemmelserne i Persondataforordningen.