Biofilter reducerer udledning fra landbrugets gylletanke

26.04.2024

Virksomhederne RGS Nordic, Gemidan og Dantonit donerede for egen regning materialer til klimaprojektet BioMet, og nu har projektet demonstreret en billig og naturbaseret løsning på en af landbrugets allerstørste klimaudfordringer. Fantastisk, at private virksomheder tager ansvar for klimaet, lyder det fra projektleder.

Udledning af den potente drivhusgas metan er en af landbrugets allerstørste klimaudfordringer. Gassen opvarmer kloden ca. 28 gange kraftigere end CO₂ og frigives i dag stort set uhindret til atmosfæren, når køer bøvser eller grise- og køers efterladenskaber gasser af i store gylletanke.

Men en del af udledningen kan bremses markant af et såkaldt biofilter, og efter et år i testdrift baner det første demonstrationsanlæg i Danmark nu vejen for, at en ny klimaløsning snart kan rulles bredt ud hos de danske landmænd.

Projektet bag hedder BioMet og har kørt siden 2022 i et samarbejde mellem DTU, landbrugets forskningsorganisation SEGES Innovation, Københavns Universitet, entreprenørvirksomheden PFH Miljø og Anlæg og rådgivningsvirksomheden COWI. ”Projektet er delvist finansieret med støtte fra Landbrugsstyrelsens Grønt Udviklings- & Demonstrations-Program (GUDP).”

Det unikke testanlæg er opført på Krigsagergård ved Gilleleje, hvor det indfanger og omdanner ca. 65% procent af metan-udledningen fra bedriftens svinegylletank. 

Dampene fra tanken ledes over i biofilteret, som består af ca. 420 m³ kompost med en høj naturlig forekomst af metan-ædende bakterier. Bakterierne omdanner metangassen til CO₂ og fra forsøgsanlægget har de på 1 år ædt metan svarende til en klimareduktion på 900 ton CO₂, og har dermed reduceret klimapåvirkningen fra svinegyllen markant.

Anlægget er blandt andet opbygget af materialer, som blev doneret af virksomhederne Gemidan, Dantonit og RGS Nordic. Virksomhederne sprang alle til og stillede en række centrale komponenter og ressourcer til rådighed for projektet – kvit og frit.

Dantonit leverede bentonit til den membran, der i bunden af filteret hindrer nedsivning af stoffer fra biofilteret, RGS Nordic leverede materialer til det gasfordelings lag, der ligger mellem membranen og det metan-nedbrydende kompost, som Gemidan leverede til projektet.

Lille udgift men stor gevinst for landmændene

Biofilteret blev sat i testdrift i foråret 2022. Resultaterne fra testfasen viser, at det med metoden generelt er muligt at reducere emissionen fra en gylletank med ca. 65 procent. I projektet har det således været muligt at indfange ca. 90 procent af det metan, der kommer fra gylletanken, hvoraf 70 procent reduceres i biofilteret. Der er derfor gode muligheder for fortsat at øge effektiviteten ved eksempelvis at optimere opsamlingen af metan fra tanken.

Prisen for et ton reduceret CO₂ ækvivalent, kaldet skyggeprisen, er i det konkrete projekt beregnet til ca. kr. 100. Projektet vurderes at være foretaget på en gylletank med en relativ høj metan-emission, som betyder, at skyggeprisen kan være højere, men stadig lav i forhold til andre tiltag i landbruget.

Projektholdet arbejder nu på at få metoden optaget på myndighedernes officielle teknologiliste over verificerede klima-virkemidler. Det vil åbne for, at biofilter-løsningen kan tages i brug i hele den danske landbrugssektor.

Det er fantastisk se, at vi har private virksomheder som RGS Nordic/Gemidan/Dantonit, der tager ansvar i forhold til klimaet ved at bidrage til udvikling af teknologier som BioMet. Virksomhederne har været en hjælp i forhold til, at vi nu står med en gennemtestet løsning, som meget snart kan være klar til at blive rullet bredt ud til danske landmænd og gøre en kæmpe forskel i sektorens klimamæssige udfordringer.
Christian Buck COWI

Kontakt

Martin Bernth
Press advisor
Communication, Denmark

Tel: +45 4176 1324