COWI valgt som rådgiver på stor vindmøllepark i Jordan

En ambitiøs vindstrategi skal bidrage til at forsyne Jordan med grøn energi. COWI skal sikre gennemførelsen af landets næststørste vindmøllepark på 89 MW med 27 store landvindmøller.

26.09.2016


Kun en halv time fra et af verdens syv vidundere, Petra, ligger et område med de helt rette vindforhold til den 89 MW store vindmøllepark "Fujeij wind farm".

I alt 27 store landvindmøller skal levere strøm til det, der svarer til 60.000 danske husstande.

Fujeij wind farm er den anden i rækken af planlagte vindmølleparker, der sammenlagt skal levere 1000 MW i 2020. COWI har vundet opgaven som bygherrerådgiver i joint venture med KECC, Koreas næststørste rådgiver. Opgaven på Fujeij wind farm inkluderer review af design samt tilsyn under etablering af vindfarmen og opfølgning under garantiperioden.

"COWI har arbejdet i Jordan siden 1988, blandt andet i forbindelse med etableringen af en demonstrations-vindmøllepark samt identificering af vindmølle-sites, forstudier m.v. for Jordans ministerie for energi og mineraler. Derfor bliver det også meget spændende at være med i hele processen med etablering af Fujeij vindmøllepark," fortæller Søren Arthur Jensen, projektleder i Vind & Energi i COWI.

Senest har COWI lavet vindstudier i forbindelse med en planlagt 82 MW vindmøllepark på Al Rajef wind, det første store vindprojekt, der er igangsat i Jordan.

Vindenergi i COWI

  • Som rådgiver inden for vindenergi leverer COWI alt fra tidlige feasibility studier, planlægning og policy til fundamentdesign, tilsyn og kalibrering.
  • COWI har været involveret i en række andre vindenergi-projekter i Mellemøsten, blandt andet i udviklingen af Egyptens vindenergi-sektor, som i dag omfatter flere hundrede MW, samt i vindressource-studier og feasibility-studier i Oman og Saudi Arabien.

Info om projektet

Kunde:

Korea Electric Power Corporation (KEPCO)

Joint Venture:

COWI / Korea Engineering Consultants Corp (KECC)


Kontakt

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 2025 7018