Hålogaland-broen - milepæl nået

Stor milepæl nået for Norges næstlængste hængebro

Så er den i kassen. Mindre end to måneder efter ankomst med skib fra Kina er de 30 bropladesegmenter til Hålogaland-broen nu på plads. Det tog byggeteamet en måned at løfte og fæstne bropladesegmenterne.

11.10.2017

Hålogaland-broen har allerede fået prædikatet "den smukkeste bro i verden" af både de lokale beboere og bro-aficionados. Broen krydser den dybe Rombaksfjord i Narvik Kommune i det nordlige Norge.

”Denne bro er ikke kun smuk. Den vil også være til stor gavn for lokalsamfundet. Med bropladesegmenterne på plads er vi kommet et stort skridt nærmere målet. En fantastisk brofortælling, der begyndte for over 10 år siden, er ved at nå sin afslutning. Der ligger stadig månedsvis af hårdt arbejde foran os, men jeg kan slet ikke vente med at se de første biler køre over broen til næste sommer," fortæller Assad Jamal.

Hurtigere, mere sikker og med færre trafikpropper

Når broen åbner, vil det ikke blot øge trafiksikkerheden og forkorte rejsetiden mellem Narvik og Evenes lufthavn med 20 minutter. Den eksisterende vej rundt om Rombaksfjorden rammes ofte af jordskred, hvilket har resulteret i en lang række alvorlige ulykker igennem årene.

Med en højde på 179 meter over havoverfladen falder Hålogaland-broen fint ind i det bjergrige landskab og det højeste punkt i området, det ikoniske bjerg Den sovende dronning. COWI har som projektingeniør stået for forprojektering og detailprojektering af broen og er i øjeblikket i gang med opfølgning på byggeriet. Arkitekten på projektet er Dissing+Weitling architecture.

"Jeg er stolt af at være en del af dette enestående broprojekt. For mig som ung ingeniør og projektleder er det en fornøjelse at følge den fantastiske historie om, hvad jeg tror bliver en af de mest innovative og smukke hængebroer i verden," slutter Assad Jamal.

Den 1145 meter lange hængebro skal efter planen åbne i sommeren 2018.

Kontakt