Debat | Cowi-director: Manglende EU-midler risikerer at koste Danmark den grønne frontløberstatus

06.04.2023

Globale grønne investorer er på kort tid snurret rundt på hælen og begyndt at kigge mod vest med stor interesse. Årsagen er USA’s Inflation Reduction Act, som med 369 mia. dollar i klingende skatterabatter til bl.a. klimavenlig brintproduktion, ptx og fangst af CO2 har været en øjenåbner.

At det også er en øjenåbner for politiske beslutningstagere her på kontinentet, vidner heftig mødeaktivitet i Bruxelles om, hvor Net-Zero Industry Act som et Europæisk modsvar nu diskuteres.

I Børsen udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S) sig 1. marts om Danmarks ambitioner og om at “ranke ryggen og vinde” – og understreger, at EU til fulde kan matche amerikanske ambitioner med 450 mia. euro i ubrugte midler over de næste fire år. Godt så – desværre bliver det nok ikke muligt at matche det amerikanske administrative snuptag med skatterabatter.

Har vi med høje ambitioner, glittede projekter og løfter om billig havvind glemt at sikre os adgang til midler, der skal sikre os adgang til rimelige konkurrencevilkår?

Rabatter, som på meget anskuelige vis for en investor gør det klart, hvordan et ptx-projekt kan regnes hjem. Så meget kan tale for, at danske og europæiske investorer stadig må arbejde med de usikkerheder og krav om ekstra ansøgningsarmbøjninger, der skal til for at få lod i de europæiske støttemidler.

EU’s Innovationsfond har hidtil været det væsentligste værktøj i forhold til at uddele støttemidler – særligt til de for bl.a. Danmark så interessante ptx-projekter og CO2-fangstprojekter. Dertil kommer, at dansk erhvervsliv med en lange række højt besungne brintprojekter med længder har overgået regeringens ambitioner.

Derfor kan det også såre undre, at danske virksomheder ikke er lykkedes med at få midler fra EU’s Innovationsfond til bare ét eneste projekt. Til sammenligning har Sverige hele syv med en samlet støtte på over 500 mio. euro.

Danmarks selvforståelse som grøn frontløbernation er udfordret. Har vi med høje ambitioner, glittede projekter og løfter om billig havvind glemt at sikre os adgang til midler, der skal sikre os adgang til rimelige konkurrencevilkår? Ansvaret ligger ikke kun hos Christiansborg – danske erhvervsaktører bliver også nødt til at spidse blyanten.

Denne artikel blev bragt i Børsen den 6. marts 2023.

Kontakt

Jakob Dybdal Christensen
Market Director
Society, Economics and Environment, Denmark

Tel: +45 56402607