Studerende går direkte fra sommerjob til fastansættelse

De studerende, der havde sommerjob hos COWI, brugte 30 procent af tiden på innovationsprojekter. Tre af de studerende er allerede blevet ansat i COWI.

25.08.2017

I løbet af otte uger prøvede 18 studerende i COWIs sommerjobprogram COWI Try livet som rådgivende ingeniører.

De studerende fik praktisk erfaring med at planlægge projekter og udviklede samtidig koncepter for, hvordan virtual reality, Internet of Things, big data og Microsofts eget samarbejdsværktøj Surface Hub kan forbedre kvaliteten af fremtidens løsninger.

"Branchen er under kraftig forvandling, hvor digitalisering og den teknologiske udvikling udfordrer traditionelle arbejdsprocesser og forretningsmodeller. Det er vigtigt at få indarbejdet denne tankegang så tidligt som muligt i karrieren," siger Terje Bygland Nikolaisen, managing director i COWI.

Lavede deres egen matrix for big data

I løbet af sommermånederne blev de studerende inddelt i tre grupper og bedt om at komme med forslag til og udvikle en innovativ idé baseret på virtual reality, Internet of Things, big data og Surface Hub.

"Vi begyndte med et stykke hvidt papir. Ingen af os havde ret meget erfaring med IoT og big data fra tidligere. Derfor begyndte vi med at undersøge og analysere. Så udviklede vi vores egen matrix til at finde frem til de områder, hvor innovation med IoT og big data giver mening for COWI," forklarer Ingrid Elise Johansen fra en af innovationsgrupperne i COWI Try.

Det forventes, at i 2020 vil cirka 50 milliarder enheder være forbundet til internettet. På det tidspunkt kan det være alt fra gadebelysning, elevatorer, trafiksystemer og vandrør til biler og produktionsanlæg med en eller flere sensorer, der kommunikerer med et system, som hele tiden analyserer, rapporterer og reparerer på grundlag af historiske data og data i realtid.

"Vi mener, at der især inden for automatisering er et stort potentiale for at at anvende sensorer og big data, eksempelvis i produktionen. Hvis vi udnytter dette på en smart måde, kan vi opdage fejl tidligt eller endda inden de opstår – og optimere processerne og energiforbruget," fortæller Ingrid Elise Johansen.

Tre sommerstuderende er allerede trukket i arbejdstøjet

Terje Bygland Nikolaisen er imponeret over, hvad de studerende har leveret.

"De har en intuitiv forståelse for teknologiens potentiale og viser også, at de forstår den branche, de kommer til at arbejde i om få år. Via innovationsprojektet har de hjulpet os med at identificere muligheder, som kan forbedre vores processer og give kunderne merværdi i fremtiden," siger Terje Bygland Nikolaisen.

COWI har allerede ansat tre af de studerende, som havde sommerjob, og endnu en vil fortsætte hos COWI under kandidatstudiet, mens en anden skriver bacheloropgave hos COWI.

Om COWI Try

Startskuddet for COWI Try, som er programmet for vores studerende med sommerjob, lød den 27. juni på COWIs hovedkontor i Lyngby. De studerende havde meget varierende baggrund: fra højenergifysik, vand og affald og varmeenergi til BIM, bygningsprojektering og jura.

Et tæt samarbejde på tværs af fagområder og landegrænser er en af COWIs stærke sider. Indtil i år har COWI Try kun kørt i Norge. I år blev programmet udvidet, så det globale hovedkontor i Danmark blev involveret for første gang.

De studerende blev fordelt på syv kontorer: Oslo, Drammen, Fredrikstad, Trondheim, Lyngby, Aalborg og Aarhus.

Kontakt

May Kristin Haugen
Head of Communication
Communication NO, Norway

Tel: +47 97745057