Virksomhedens sekretær, fru Simonsen, der også er telefondame, kasserer og kokkepige, deler nøje papir og blyanter ud og sikrer, at kladdepapiret bliver brugt på begge sider. Danmark lammes, og bygherrerne stiller projekteringsarbejder i bero.
Ostenfeld rejser Danmark rundt og sørger for, at de vigtigste opgaver bliver holdt i gang, så virksomheden kan overleve.
Arbejde til skufferne
På en af kontordørene sidder en lap papir hæftet op med tegnestifter, hvor der står "Secret Service". Bag døren sidder en ingeniør og en tegner og projekterer boligbyggeri.
De danske myndigheder frygter en enorm arbejdsløshed efter krigen og bevilger derfor tilskud til at projektere anlægsarbejder, som kan udføres straks, når krigen er forbi. Virksomheden kan på den måde lave ingeniørarbejde, uden at det er værnemageri, og tager samtidig forskud på de planlægningsopgaver, som mange år senere skal danne grundlag for en afdeling ved siden af broer, byggeri og veje.