Så da formanden for Frihedsrådet, professor Mogens Fog, henvendte sig til Christen Ostenfeld og bad ham fremskaffe og forvalte de midler, som Frihedsrådet ville få brug for til modstandskampen, påtog Ostenfeld sig opgaven uden at tøve.
Virksomhedens sekretær, fru Simonsen, kunne kun undre sig over, hvordan kontorets papirindkøb øgedes støt, selv om forbruget faktisk var faldende.
Pengekassen i græsplænen
På kort tid rejste Ostenfeld et omfattende beløb fra både institutioner og erhvervsliv. Han kunne ikke oplyse formålet eller stille nogen garanti for, hvad pengene skulle bruges til, men virksomhedernes tillid til mellemmanden var tilstrækkelig.
I en årrække fungerede han som kasserer for Frihedsrådet med pengekassen i græsplænen. Christen Ostenfeld, der ikke just var kendt som en mand med grønne fingre hverken i kvarteret i Klampenborg eller af hustruen Karen, måtte ordne have i nattens mulm og mørke.