/ Skip Navigation LinksOm COWI / Historien om COWI / 1946 - 1950

1946 - 1950: Ny teknik sikrer international placering 

Bybroen over Glomma i Frederikstad blev funderet på tyve meter blødt ler på grundfjeldet. 
 Foto: COWI.
I tiden efter krigen er grænserne nået for, hvor stort et spænd der kan bygges med jernbeton. Virksomheden henter derfor et helt nyt konstruktionsprincip til Skandinavien og skifter samtidig navn.
I 1946 bliver Wriborg Jønson partner, og virksomheden bliver omdøbt til interessentskabet "Chr. Ostenfeld & W. Jønson, Rådgivende Ingeniører".

Den samlede styrke er nu på 25 mand, hvoraf flere snart kommer på intern efteruddannelse. Ostenfeld beslaglægger nemlig al kapacitet i virksomheden, der ikke lige er bundet op på projekter, for at uddanne eksperter i den forspændte betons teknik og teori.

Den beton, der bygges med i tiden holder ikke så godt, og det er umuligt at få plads til den nødvendige armering i længere bjælker, hvis man samtidig ønsker slanke, lette konstruktioner med en god udstøbningskvalitet.

Hensyn til frost og tø

Ostenfeld mener, at netop forspændt beton er vejen frem. Og hvis man vil være den bedste, må man lære af den bedste. Derfor sender han en ingeniør til den forspændte betons mekka, ingeniørkontoret S.T.U.P. i Paris, der ledes af den franske forspændte betons fader Eugène Freyssinet.

Ingeniøren vender tilbage læsset med paradigma-tegninger, som virksomheden videreudvikler og tilpasser til det danske klima med frost og tø. Et problem, de franske ingeniører ikke har taget højde for.

Pionerindsats

Chr. Ostenfeld & W. Jønson, Rådgivende Ingeniører arbejder ihærdigt på at inspirere dansk byggeri til at investere i den nye teknik, så den kan bruge sin innovation i praksis.

For mens der i Frankrig laves store, bærende betonkonstruktioner med spændvidder hidtil kun mulige i stål, supplerer Ostenfeld visionerne med cirkulær-cylindriske beholdere til væsker og granulater, hvor forspændingsprincippet kommer til sin fulde ret og næsten helt fjerner de øvre grænser for dimensionerne.

Den banebrydende videreudvikling af forspændt beton giver virksomheden en førende international placering på området de næste ti år, og den reeksporterer også forspændt knowhow til Frankrig.

Forspændt beholder til brændselsolie

Ostenfelds første projekt med en forspændt betonbeholder er en beholder til tusind kubikmeter brændselsolie på havnen i Kalundborg, hvor forspændingskabler er lagt ind i selve beholdervæggen. Det er det første eksempel på, hvad der senere bliver verdensberømt som "Ostenfeld-siloen".

Ud over beholdere med stor diameter til vand, olie og sukker projekterer virksomheden primært forspændte brokonstruktioner.

SIDST OPDATERET: 26.03.2012