Eneren og holdspilleren 

Partneren, Wriborg Jønson, var åben og havde et udpræget talent for at motivere de unge ingeniører i virksomheden. Han fik dem til at lytte og spillede tit rollen som kunde for at træne dem i at argumentere for deres løsninger.

 

Ostenfeld derimod var et glimrende forbillede for den produktivitet, han krævede af sine medarbejdere. Ifølge en konkurrent kunne man næsten altid møde Ostenfeld på vej ned ad en trappe med den opgave under armen, man selv var på vej op for at byde på.

Dårlige antenner 

Hans fornemmelse for mennesker var dog ikke særlig udviklet; "Han havde ikke særlig gode antenner", skriver en af hans medarbejdere. Ostenfeld drømte ikke om at skabe en stor forretning, han så virksomheden som et lille universitet og gik jævnligt stuegang i afdelingerne.

Jønson derimod lod sig aldrig gribe af panik over den hastigt voksende virksomhed: "Det vigtigste", slog han ofte fast, "er, at vi har det sjovt!".