Foto: COWI

1960 - 1970: Vokseværk giver udfordringer i hele verden 

Virksomheden vokser, og antallet af opgaver stiger voldsomt – lige fra sukkersiloer til infrastruktur, rensningsanlæg – og et kamelslagteri.

Sidst i årtiet er virksomheden vokset til 400 ansatte, med en fjerdedel i udlandet. Opgaverne bliver tilsvarende mangfoldige: lavprisveje og en lufthavn (Tamale Airport) i Ghana, den danske ambassade i Paris, et atomforsøgsanlæg i Geneve, sygehus med 600 senge i Kolding, boligbyggeri i den grønlandske permafrost, turistby i Tunesien og sukkersiloer over hele verden.

Med infrastruktur, bygninger, installationer, svømmebassiner og rensningsanlæg er alle fagområder i virksomheden i sving.

På jagt efter opgaver

Virksomheden sender en ingeniør til udlandet på fact-finding-rejse. Han henter en række opgaver hjem, bl.a. bomuldsspinderier, broer og otte oliebeholdere i Cairo. Fra Libanon og Irak hentes broprojekter og fra Syrien en jernbanebro over Eufrat, et kamelslagteri og dæmningsopgaver ved Litani-floden.

Foto: Andrew Stewart

Hængebroer som speciale

Et markant teknisk gennembrud for virksomhedens brobyggeri kommer i 1960 med et par hængebroer i Finland. De bliver starten til skitseprojektet for en ny banebrydende motorvejsbro over Lillebælt.

Efter Tacoma-ulykken i 1940 projekterer man i USA udelukkende hængebroer med overdimensionerede høje gitterkonstruktioner med uklare aerodynamiske egenskaber. Ostenfeld & Jønson beslutter at anvende de to finske broer ved Uittamo og Pargas som studieprojekter.

Ud over den nødvendige detailprojektering foretager man en række supplerende undersøgelser for egen regning, og hængebroer bliver et speciale.

Krig skaber forhindringer

I Irak projekterer Ostenfeld & Jønson bl.a. kloakeringsanlæg for fem større byer. De urolige tider kræver stort diplomati af rådgiverne. Den lokale samarbejdspartner, en minister, falder undervejs i unåde og bliver fængslet.

Og da virksomheden skal i gang med et stort motorvejsprojekt fra Bagdad til den tyrkiske grænse, bryder krigen mellem Irak og Iran ud, og man må opgive at foretage luftopmålinger.

Betonhjælp til regeringsbygning

Ostenfeld & Jønson er imidlertid registreret i Ministeriet for Offentlige Arbejder i Irak, og da emiren i Bahrain skal bruge betonspecialister til at redde sin faldefærdige regeringsbygning, fyrer han resolut sine husrådgivere og sender bud efter den danske duo.

Det bliver starten på mange aktiviteter i de følgende år ved den persiske golf, hvor Ostenfeld & Jønson etablerer kontorer i både Bahrain og Oman.