Energiområdet i fokus
Oliekriserne i 1973 og 1979 sætter fokus på energiområdet. Danmark siger nej til atomkraft og beslutter at udnytte nordsøgassen i et nyetableret dansk naturgassystem.
I 1979 vedtager man den ny varmeforsyningslov, som Energistyrelsen har udarbejdet med assistance fra COWIconsult. Loven sætter alle landets kommuner og amter i gang med at planlægge en effektiv varmeforsyning.
Den omfattende planlægning består af en samlet kortlægning af varmebehovet, effektivisering af fjernvarmeforsyningen, udbygning af såvel central- som decentral kraftvarme, effektiv udnyttelse af affaldsvarme og biomasse samt en samfundsøkonomisk afgrænsning af, hvor varmeforsyningen skal baseres på naturgas og fjernvarme.
Oliekriser
Oliekriserne afføder behov for at finde alternative energiformer, så virksomheden udvikler ny kraft- og fjernvarmeteknologi, der kan udnytte energien ved lavere temperaturer.
COWIconsult spiller en central rolle i alle aktiviteter som rådgiver for myndigheder, forsyningsselskaber, udviklingsinstitutioner og virksomheder, fordi virksomheden kan sammentænke det ingeniørtekniske med miljø og økonomi og koble teknologisk nytænkning med planlægnings- og implementeringserfaringer.
Regionale helhedsløsninger
COWIconsult assisterer myndighederne med at præcisere rammeloven og foretage egentlig miljøplanlægning. Man planlægger også spildevand- og affaldshåndtering som integrerede regionale helhedsløsninger.
På samme måde forener virksomheden design af lossepladser med en mere langsigtet energiplanlægning og materialestrømsanalyse.
Pionerer i bygningsrenovering
60'ernes urbanisering sætter fart på byggeriet, og store boligområder skyder op i forstæderne. Præfabrikeret elementbyggeri er nyt, og man har ikke helt styr på byggefysikken; de flade tage er midt i 70'erne begyndt at rådne.
Med hjælp fra SBI og DTU er COWIconsult pionerer inden for bygningsrenovering af boligområder i blandt andet Albertslund og Brøndby. Virksomheden udvikler senere softwaresystemet Caretaker for at sikre den langsigtede vedligeholdelsesplanlægning.
God position i udlandet
COWIconsults internationale arbejde med udviklingsplanlægning tager nu for alvor form.
Virksomheden samarbejder med Verdensbanken og UNDP (United Nations Development Programme) og løser opgaver i udviklingslandene; et transportstudie på Senegal-floden, 15 km sekssporet motorvej i Nigeria – halvdelen på bro i en lagune, 700 km motorvej i Saudi-Arabien og trafik og byplanlægning i Nigeria, Kenya og Swaziland.
Da Danmark bliver ramt af sin første oliekrise, er virksomhedens gode position i udlandet afgørende for, at man undgår afskedigelser, ved at man fordobler den internationale omsætning.