/ Skip Navigation LinksOm COWI / Historien om COWI / 2000 - 2010 / En afgørende serviet

En afgørende serviet 

Landets første metro vinder flere priser for sin innovative konstruktion og design. 
 Foto: www.billedetafdanmark.dk.
Projekteringen af de underjordiske stationer på Københavns Metro krævede et tæt samarbejde mellem arkitekter og ingeniører. Men det kørte næsten af sporet fra start.
Arkitekterne havde visioner om stationer under jorden, der var fulde af dagslys, og konstruktionsfolkene havde svært ved at se, at det kunne lade sig gøre med de gængse konstruktionsmetoder.
"På dette kritiske tidspunkt rejste arkitekterne og ingeniørerne til London og Paris for at kigge på undergrundsstationer", fortæller projekteringsleder for Bygge- og Anlægsarbejder Svend E. Petersen.

”Stationerne i de to storbyer var imidlertid ikke inspirerende. Det var klart, at arkitektens ønske kun kunne løses teknisk med en "cut and cover"-teknik. Omvendt krævede en sikker udførelse af tunnelarbejderne, at perronen var placeret i en minimumsdybde under kalkoverfladen.

Så vi diskuterede heftigt ved såvel morgenmaden som middagsbordet, i barer og på cafeer på vores tur gennem byerne. Og vi tegnede ihærdigt på duge og servietter undervejs. Ideer blev bragt på banen, vendt og forkastet, og kuglepensstregede servietter fløj omkring os.

Og på en cafe i Paris udviklede vi til sidst ideen til det, der blev det endelige stationskoncept; stationer som nedgravede kasser med teknikken i et dæk over sporene, knækkede trapper, der ikke fylder mere end selve perronen og dagslys transporteret via ovenlys og prismer. En afgørende serviet. En enkel løsning og en magisk eftermiddag".

SIDST OPDATERET: 29.03.2012