DEN GLOBALE EFTERSPØRGSEL PÅ OLIE OG GAS UDGØR EN RISIKO FOR VORES ARKTISKE ØKOSYSTEMER

Miljø Insights

20.03.2019 / Morten Hjorth

Effekterne af klimaændringerne er ubestridelige, de er uden fortilfælde og af global betydning. Inden for mit forskningsområde, havøkotoksikologi, har de potentialet til at øge negative, langsigtede virkninger. Her diskuterer vi de fremtidige perspektiver og handlinger, der er nødvendige for at imødegå risiciene.

Den arktiske havis smelter i et hidtil uset tempo, og det gør, at vandstanden i havene stiger og havene opvarmes, hvilket kan skade mange komplekse økosystemer.

Ifølge den seneste vurdering fra FN, steg den gennemsnitlige globale temperatur i perioden 1880-2012 med 0,85 ºC. Det får sne og is til at smelte, og den gennemsnitlige globale vandstand i havene steg 19 cm i perioden fra 1901 til 2010. I de sidste 30 år er den arktiske havis svundet med 12,8 % pr. årti i gennemsnit.

Men for mange store olie- og gasvirksomheder skaber dette nye muligheder. Det skønnes, at området nord for polarcirklen kan indeholde omkring 30 % af verdens uopdagede gasreserver og 13 % af verdens uudforskede oliereserver.

Når havisen smelter, forbedrer det mulighederne for at udnytte de store reserver af fossile brændstoffer i havbunden, da de potentielle produktionsområder og sejlruter nu er fysisk mere tilgængelige.

Med olieprisernes udsving de seneste år og den store usikkerhed i forhold til at sikre verdens fremtidige energiforsyning bliver det stadig mere attraktivt at søge efter olie i Arktis, hvilket samtidig vil skabe økonomisk udvikling og jobs.

Spørgsmålet om arktisk olieudforskning er ikke længere "hvis"; det er "hvornår".

DET STORE OG SÅRBARE UKENDTE

Nedtællingen til udforskningen af Arktis er i gang, og den barske realitet betyder yderligere bekymringer: Risikoen for olieudslip.

Risikoen for et olieudslip i Arktis er højere, da navigationen for olietransportskibene er yderst vanskelig, fordi søkortene ikke er fuldt pålidelige. Det skyldes manglende kortlægning, stigende vandstand i havene, smeltende permafrost og kysterosion.

Hvis et olieudslip finder sted, er Arktis særligt sårbar, da mulighederne for at reagere er små. Regionen er meget fjerntliggende, og mandskab kan være nødsaget til at rejse langt. Ændring i vejrforholdene, lav sigtbarhed og mangel på beredskab, udstyr og uddannet personale fremmer heller ikke en hurtig og effektiv reaktion.

Derudover er national og international regulering inden for miljøsikkerhed, lovlighed, ansvar og erstatning i forbindelse med offshore-olieefterforskning i Arktis utilstrækkelig og ukoordineret, og teknologien til at inddæmme og fjerne olieudslip i isdækkede farvande er ikke fuldt udviklet.

Selvom arbejdsgrupper som Emergency Prevention, Preparedness and Response (EPPR) under Arktisk Råd har mandat til at udarbejde retningslinjer for risikovurdering, metoder til respons med mere, er de ikke fuldstændige og vil ikke være juridisk bindende.

Men den største bekymring i forhold til økologiske og økotoksikologiske data er, at vi ved så lidt om Arktis, især når det gælder forståelsen af de fysiologiske og livscyklusmæssige tilpasninger af unikke marine økosystemer i regionen.

BREAKING THE SURFACE

I 2014 begyndte man i forbindelse med et industrielt ph.d.-projekt i COWI at udforske dette ukendte område grundigere. Man havde fokus på virkningerne af olieudslip på arktiske marine økosystemer inden for vintereksponering og variationer i følsomhed. Projektet blev finansieret af IOGP, COWIfonden og Innovationsfonden og i samarbejde med Danmarks Tekniske Universitet.

Som ledende specialist med baggrund i den arktiske marinebiologi var min rolle som supervisor at sætte forskningen i en økologisk og økotoksikologisk kontekst og give et overblik over anvendelsesmulighederne i den virkelige verden.

Projektet undersøgte, hvordan et olieudslip om vinteren og relaterede responsteknologier kan fremkalde en potentiel belastning på arktiske pelagiske økosystemer, som danner grundlaget for marine økosystemer.

Mens tidligere undersøgelser har fokuseret på kortvarig toksicitetsbelastning, var vi interesserede i de forsinkede virkninger på populationsniveauet og ønskede at udfylde nogle af de nuværende huller i vores viden, for derigennem at forbedre miljørisikovurderingen.

Vi så på flere forskellige scenarier for olieudslip. Første del fandt sted i felten med mesokosmos-eksperimenter. Olie indkapslet i havis blev behandlet på forskellige måder for at evaluere de potentielle virkninger af responsteknologi på is-associerede arktiske planktonsamfund.

Anden del omfattede kontrollerede langsigtede laboratorieforsøg for at få en bedre forståelse af, hvordan eksponering over for olieforbindelser påvirker to økologisk vigtige dyreplankton-arter under overvintring - en følsom og sårbar del af deres livscyklus.

I løbet af de lange, mørke arktiske vintre går disse copepode-arter i dvale på dybe farvande, hvor de forbliver passive og sovende indtil foråret kommer.

RESULTATER, FREMTIDSPERSPEKTIVER OG HANDLINGER

Efter fire års forskning var vores resultater både bemærkelsesværdige og bekymrende. Vi fandt ud af, at langtidseksponering over for olieudslip i Arktis kunne være mere katastrofal for pelagiske økosystemer end tidligere antaget, nemlig med hensyn til de langvarige negative virkninger på overlevelse, reproduktion, indtagelse af føde og lagring af energi.

Forskningen viste også, at disse pelagiske samfund i løbet af den isdækkede periode var mere sårbare, hvis man anvendte et kemisk dispergeringsmiddel til at behandle et olieudslip, og mindre sårbare, hvis behandlingen var brænding på stedet.

Efter min mening vil der være efterforskninger i nye områder, der er rige på fossile brændstoffer, så længe der er en global efterspørgsel efter olie og gas, på trods af den gradvise omstilling til en grønnere dagsorden. Derfor vil der også være et større behov for at udvikle bæredygtige metoder.

Der er fire områder, der bør prioriteres, når det drejer sig om at finde en mere dækkende løsning:

1) Forskning:

Vores forskning var meget oplysende, men den understregede samtidig, at der stadig er store huller i vores viden. Historisk set har Arktis været et udfordrende område at studere, både med hensyn til tilgængelighed og logistik.

Men i dag har vi bedre muligheder, og vi har den teknologi, der er nødvendig for at udføre den forskning, vi har brug for, når vi skal udvikle sammenhængende og bæredygtige anbefalinger til beskyttelse af dette unikke miljø, før det er for sent.

I mit fokusområde inden for vand og miljø er områderne, vi skal undersøge yderligere:

De kombinerede virkninger af belastninger fra klimaændringer og forurening fra olie
Kumulative effekter fra andre former for forurening og potentielle olieudslip
Bedre og mere effektive responsteknologier ved olieudslip

2) Risikovurdering:

Formålet med vores forskning var at skabe forståelse af årstidsbestemt variabilitet i marine økosystemer for at kunne forbedre den måde, som risikovurderinger udføres på. Standardrisikovurderinger er baseret på kortsigtede studier, der kun kræver en vurdering af indvirkningen på miljøet og økosystemerne på tidspunktet for eksponeringen.

Som man kunne forvente, er det meget svært at vurdere, hvad der kan ske, hvis man ikke ved, hvor længe det vil tage, før virkningerne træder i kraft.

Vores forskning understregede behovet for langsigtede evalueringer inden for standardrisikovurdering. Hvis man ikke ser på hele livsforløbet, især i de mest følsomme faser, er man tilbøjelig til at undervurdere de potentielle virkninger.

3) Innovation:

Responsteknologier til udslip skal forbedres og tilpasses til regionen. Dette kan være en mere præcis modellering af olieudslipsbevægelser og anvendelsen af ny teknologi til at opdage og overvåge olieudslip på og i isen (f.eks. satellit-, radar- og drone-teknologi). Standardresponsteknologier i tempererede områder, såsom kemiske dispergeringsmidler, fysisk fjernelse eller afbrænding, er ikke lige så anvendelige i det arktiske havmiljø under påvirkning af havis.

Nye responsteknologier er mere centreret omkring naturlig biologisk nedbrydning eller biologisk selvrensning. Olie er en kulstofkilde, og som visse bakterier har udviklet sig, kan de bruge olien som kilde til kulstof og energi.

Konceptet er blevet udviklet til kommercielle produkter til brug ved olieudslip på land, og der er potentiale til brug ved udslip i havet. Tanken er at tilsætte bakteriestammer og gødning til olieudslip for at "spise" olien. Der er dog stadig meget arbejde tilbage, før det er et anvendeligt værktøj.

4) Regulering:

Uanset hvor konkret eller omfattende vores resultater og anbefalinger er, så er det i sidste ende nødvendigt, at de politiske beslutningstagere forstår, hvor skrøbelige de arktiske økosystemer er, og at de afledte langtidseffekter af et olieudslip kan være ødelæggende og vidtrækkende. Det internationale samfund skal beslutte sig for en koordineret tilgang til prioritering af aktiviteter i Arktis baseret på den bedste tilgængelige viden.

Vores globale klima er under forandring, og hvis vi ikke handler nu for at få en bedre forståelse af, hvordan vi beskytter planetens unikke økosystemer, især i Arktis, kan konsekvenserne være langsigtede og permanente.

MØD EKSPERTEN

Som havbiolog med speciale i havøkotoksikologi i afdelingen Water and Nature omfatter mit arbejde bistand til vurdering af virkninger på miljøet og evaluering af miljøpåvirkninger fra større internationale infrastrukturprojekter på havmiljøet.

Personligt mener jeg, at det ikke kan hurtigt nok med den grønne omstilling, men jeg er også klar over, at vores samfund stadig er dybt afhængig af traditionelle energiressourcer. Mit samfundsmæssige ansvar er at udtænke bæredygtige måder til at minimere risici og langsigtede virkninger på vores havmiljø, og det er jeg er meget engageret i.