Projektleder med erfaring inden for vejdrift, Aalborg (30860)

Ansøgningsfrist: 04/08/2019 - Denmark - Sted: Aalborg - Infrastructure

Kan du arbejde helhedsorienteret og tænke langsigtet om vejdrift? Og kan du oversætte din viden om vejdrift til udvikling af rådgivningsydelser inden for vejdrift? Så har vi brug for dig.

Øget fokus på vejmyndigheders driftsafdelinger skaber et stadigt større marked for vores ydelser i relation til at understøtte en stabil vejdrift og til at effektivisere og optimere driftsorganisationer. Vi har brug for dig, der kan styre projekter professionelt over for kunden og som besidder faglig viden om vejdrift på et højt niveau til at hjælpe med at udvikle vores rådgivning.

Fra vores afdeling for Infrastruktur i Aalborg vil du kunne blive en del af projekter i hele Danmark og øvrige dele af Skandinavien. Vi hjælper eksempelvis kommuner i forbindelse med udbud af grønne, hvide og sorte vejdriftsopgaver, rådgiver omkring omlægning af styringsmodeller fra Bestiller-Udfører-Modtager-modellen til Helhedsorienteret Drift og yder bistand i forbindelse med udarbejdelse af indkøbsstrategier.
 
DINE KOMPETENCER SAT I SPIL FRA DAG ÉT
Som projektleder i infrastrukturafdelingen vil du få kollegaer, som arbejder på nogle af de mest højaktuelle infrastrukturprojekter i branchen, og du vil kunne bringe dine projektlederkompetencer og din vejdriftsviden i spil i forhold til sparring på øvrige projekter i afdelingen.
 
Du vil være med til at udvikle vores rådgivningsydelser inden for vejdrift i hele Danmark, og et tæt samarbejde med medarbejdere fra de øvrige kontorer i landet er væsentlig for at kunne løse opgaverne mest hensigtsmæssigt. Din evne til at skabe relationer med kunderne vil være afgørende for at kunne følge med i udviklingen i markedet. Samtidig er din forståelse for at oversætte denne viden, til at dyrke vores rådgivningsydelser inden for området, væsentlig for at kunne udvikle vores portefølje af ydelser inden for vejdriftsområdet.
 
RESULTATORIENTERET OG AMBITIØS
Du er uddannet diplom- eller civilingeniør eller har anden relevant uddannelse. Du er fagligt velfunderet inden for vejdriftsområdet og har interesse og flair for arbejde med politisk styrede vejdriftsorganisationer. Du er vant til at tænke i helheder og til at arbejde på tværs af fagområder.
 
Desuden kan du se dig selv i følgende:

  • Du har erfaring med projektledelse og ønsker at videreudvikle disse kompetencer
  • Du har erfaring med vejdriftsområdet – gerne grøn drift – samt budgetstyring og effektiviseringsopgaver i den offentlige sektor
  • Du har kendskab til Udbudsloven og Vejloven og interesse for at arbejde med lovgivning i hverdagen
  • Du er fagligt stolt og har ambition om at være blandt de bedste
  • Du har gode samarbejdsevner og er god til at skabe relationer
  • Du arbejder selvstændigt, målrettet og struktureret, og har humor og energi
  • Du er god til at formulere dig mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk.

 
COWI SOM ARBEJDSPLADS
Vi tilbyder et spændende job, hvor vi lægger vægt på personligt engagement, ansvarlighed og selvstændighed i alt, hvad vi foretager os.

Du kommer til at indgå i et åbent og uformelt arbejdsmiljø med gode ansættelsesforhold, helbredssikring og fleksible personalegoder. Vi har et godt socialt miljø, hvor vi arbejder udviklingsorienteret, og hvor sparring og videndeling er væsentlige elementer.

Du får også rig mulighed for at påvirke din egen arbejdssituation, ligesom målrettede efteruddannelses- og udviklingsmuligheder også følger med jobbet.

INTERESSERET?
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Jakob Kroman Bjørn
Sektionsleder
Transport infrastruktur
Tlf.: +45 5640 3744
 
Vi ser frem til at modtage dit CV og ansøgning hurtigst muligt, da vi holder samtaler løbende.