COWI, Parsons, SYSTRA og Implement har vundet DSB’s rammekontrakt for Fremtidens S-bane

25.01.2021

Joint venture-teamet COWI, Parsons og SYSTRA har med Implement Consulting Group som underrådgiver netop vundet DSB’s store rammekontrakt for multidisciplinær rådgivning i forbindelse med automatiseringen af S-banen i hovedstadsområdet. Kontrakten løber i otte år med mulighed for seks års forlængelse to gange.

Kontraktens formål er at realisere omlægningen af S-banen fra en traditionel bybane til et fuldautomatiseret transportsystem – ’Fremtidens S-bane’. Der er tale om en af de mest omfattende optimeringer af offentlig transport i Danmark i nyere tid.

Omlægningen skal gavne vækst og mobilitet i hovedstadsområdet, bidrage til et klimavenligt bymiljø og samtidig skabe rum for flere passagerer.

Tværfaglige kompetencer skal sikre succesfuld transformation

DSB har i den indledende fase konkretiseret grundlaget for automatiseringen af S-banen. Under den nye kontrakt skal rådgiverteamet hjælpe DSB med at realisere omlægningen ved blandt andet at skabe en velplanlagt og veludført overgang til det automatiserede S-togsystem, og samtidig gøre driftsorganisationen i stand til effektivt og sikkert at operere de nye tog.

Teamet vil bidrage med kompetencer og praktisk erfaring inden for fuldautomatiserede transportsystemer, herunder tekniske forudsætninger og migrationer af tekniske systemer samt planlægning og gennemførsel af komplekse forandringsprocesser.

Jesper Andersen, programchef i DSB:
”En fuldautomatisering af S-banen er en omfattende og vigtig opgave, der fremadrettet gavner passagerne og er en væsentlig brik i moderniseringen af den kollektive trafik i Storkøbenhavn. Vi har i valg af rådgivere lagt vægt på erfaring med lignende projekter. Cowi-Parson-Systra JV har stor erfaring indenfor store jernbaneprojekter – både traditionelle og automatiserede - og er et godt match i det videre arbejde med overgangen til en automatiseret S-bane”.

Henrik Winther, direktør for COWI i Danmark:
”Det er et historisk stort projekt for COWI, og vi er meget stolte over at få lov til at hjælpe DSB med at skabe dette ’state-of-the-art’ transportsystem. Det vil være med til at sætte standarden for mange andre større byer verden over, der står over for tilsvarende tog-udskiftninger og skal imødekomme krav om større kapacitet og fremtidssikrede, klimavenlige løsninger.”

Pierre Advani, vice-president for Rail Transit Solution Europe, Parsons:
“I alle byer er offentlig transport en vigtig del af mobilitetsplanen. Dette projekt vil forbedre sammenhængen i det københavnske samfund og skabe betydelig værdi for København og DSB ved både at forbedre økonomi og drift. Parsons har i 11 år stolt bistået Signalprogrammet for Banedanmark, og vi er glade for at være en del af joint venture-teamet, der skal assistere DSB med automatiseringen af S-togssystemet.”

Jean-Charles Vollery, chief international and development officer, SYSTRA:
“SYSTRA er meget glad for at hjælpe DSB med Fremtidens S-bane sammen med vores efterhånden faste samarbejdspartnere, COWI og Parsons. Omlægningen af sådan et stort system til fuldautomatiseret drift er virkelig et enestående projekt på verdensplan. Og for SYSTRA kommer det i forlængelse af mere end 15 års arbejde på projekter i Danmark, hvor vi har bidraget til at forbedre mobiliteten.”

Niels Ahrengot, managing partner i Implement Consulting Group:
“Vi er enormt stolte over at være blevet valgt til at hjælpe med at føre denne fantastiske vision ud i livet: at skabe et grønnere transportsystem, der passer til vores fremtid.”

Mere information om joint venture-teamet:

COWI
Parsons
SYSTRA
Implement Consulting Group

Kontakt

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 2025 7018