COWI udnævner ny regionsdirektør for Syddanmark

30.11.2022

Den 1. december 2022 tiltræder Ane Leth som ny regionsdirektør for COWI i Syddanmark. Hun har store vækstambitioner for kontorerne i Vejle og Esbjerg, der på kort sigt skal tiltrække 100 nye ingeniører til arbejdet med at understøtte den grønne omstilling i området. 

Ingeniør Ane Leth har, minus en afstikker til en stilling på Aarhus Universitet, været ansat i COWI siden 2008 og bl.a. arbejdet som projektleder og senest sektionsleder. Nu tager hun et stort skridt opad på karrierestigen til jobbet som regionsdirektør for COWI i Syddanmark, hvor virksomheden har kontorer i henholdsvis Vejle og Esbjerg. Hun får base i Vejle, men bliver synlig for kunderne i hele regionen. 

”Mit job er todelt. Jeg skal samle vores p.t. godt 200 medarbejdere i Syddanmark om en fælles vækstvision og sammen med den øvrige ledelse sikre, at vi bevæger os i samme retning. Men det er samtidig en stærkt kundeorienteret stilling, og det bliver min opgave at tegne COWI udadtil i regionen” siger Ane Leth.

Understøtter den grønne omstilling 

Målsætningen er yderligere at accelerere den vækst, COWI i de senere år har oplevet i Syddanmark, og med fokus på opgaver, som understøtter en bæredygtig samfundsudvikling. 

”Det er afgørende for os at være en aktiv spiller i den grønne omstilling. Fordi det i dén grad giver mening på et samfundsniveau, at vi bliver fossilfri, men også fordi det er her, der vil være forretning mange år frem i tiden,” siger Ane Leth og understreger, at Syddanmark er et vigtigt vækstområde for COWI. 

”Der foregår omfattende udviklingsaktiviteter i området. Den udvikling er vi en vigtig del af i dag, og det skal vi i endnu højere grad være fremover. Vi arbejder bl.a. med store projekter relateret til energiforsyningsystemer, Power-to-X, datacentre, byggeri og infrastruktur. Specifikt i forhold til Esbjerg så er byen allerede en metropol for grøn omstilling, og Esbjerg Havn er ekstrem vigtig for Danmarks fortsatte udvikling og sikkerhed. Med andre ord: Vi skal være med overalt, hvor vi kan gøre en forskel,” siger Ane Leth. 

Skal rekruttere 100 nye ingeniører 

Hun pointerer, at hele rammen for COWIs virke mange år ud i fremtiden bliver at bidrage til at håndtere de udfordringer, det indebærer at drive den grønne omstilling. Derfor bliver det også en vigtig opgave for Ane Leth at sikre, at virksomheden tiltrækker flere medarbejdere, som kan understøtte den udvikling. 

”Det er gennem vores dygtige medarbejdere, at vi kan bidrage til den fortsatte grønne transformation i Syddanmark. Der er stor konkurrence om ingeniørerne, men vi står heldigvis stærkt blandt både nyuddannede og erfarne specialister. Det har vi netop fået bekræftet via en undersøgelse fra Universum, der for andet år i træk udpeger COWI som den foretrukne arbejdsplads i Danmark inden for vores branche. Min forventning er, at vi kommer til at øge vores arbejdsstyrke i Syddanmark med omkring 100 nye ingeniører i de kommende 2-3 år – og den udvikling glæder jeg mig enormt til at være en del af,” slutter hun.

Kontakt

Ane Leth i sort jakke og brunt hår smiler til kameraet

Ane Leth
Regional Director
West, Denmark

Tel: +45 56408266

Kontakt

Jasper Kyndi smiler til kameraet - brunhåret mand med blå jakke og hvid skjorte

Jasper Kyndi
Senior Market Director
Business Development, Denmark