COWI understøtter Equinors energiomstilling

16.11.2022

COWI er blevet tildelt en flerårig serviceaftale af Equinor, der omhandler teknisk assistance på havvindprojekter og grønne, CO₂-reducerende løsninger.   

For at leve op til Parisaftalen og blive CO2-neutral inden 2050 har verden igangsat en markant global omstilling til grønnere og vedvarende energi, hvor havvind spiller hovedrollen i revolutionen. Takket være vores tekniske førerposition inden for havvind har COWI en central funktion i denne omstilling og er netop blevet tildelt en masterserviceaftale (MSA) af den norske energikæmpe Equinor, som planlægger at opbygge en portefølje med vedvarende energiprojekter i størrelsesordenen 12-16 GW inden 2030. Serviceaftalen består af tre dele: at stille medarbejdere til rådighed for Equinor-projekter; at udføre uafhængige undersøgelser, granskninger samt efterprøvninger; og at tilrettelægge arbejderne. 

“Forandringerne kommer nu. Equinors tiltag kan meget vel være afgørende for omstillingen til grøn energi ved at vise vejen for andre energivirksomheder. Det er derfor en ære at blive valgt som partner til at understøtte Equinor i denne omstilling," fortæller Group CEO, Jens Højgaard Christoffersen.

"I de kommende år vil olie- og gasindustrien investere milliarder af euro i omstillingen til nye energikilder. Og med vores FUTURE-NOW-strategi og dygtige medarbejdere har COWI et fantastisk udgangspunkt: Ved at understøtte kunder i deres grønne omstilling kan vi nemlig opfylde vores vision om at skabe en mere bæredygtig verden." 

COWI og Equinor tager partnerskab til nye højder 

COWI har arbejdet for Equinor i flere år, herunder på vedvarende energiprojekter såsom Empire Wind-projektet, der har en samlet kapacitet på 2.1 GW. Men potentialet i serviceaftalen er endnu større. 

"Vi er stolte af, at Equinor har valgt COWI til at hjælpe dem med deres energitransformation. Aftalens potentielle omfang betyder, at vi får brug for at rekruttere flere kolleger. Jeg er sikker på, at vi kan tiltrække nogle af de bedste, da vi kan tilbyde dem muligheden for at arbejde på nogle af de største og mest komplekse vedvarende energiprojekter i verden," fortæller Marius Weydahl Berg, executive vice president i COWIs forretning i Norge.  

Aftalen løber over fem år, med en option på at forlænge den to gange a tre år til i alt 11 år.

Den første kontrakt under serviceaftalen er på Firefly-projektet ved Ulsan i Sydkorea.

Kontakt

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 2025 7018