Blox team vinder dansk stålpris 

09.11.2018

Teamet bag BLOX i København har vundet Dansk Stålpris 2018 for sin præstation i forbindelse med byggeriet af Danmarks nye centrum for arkitektur og design. Byggeriet består af 4500 tons stål og skiller sig ud, bl.a. ved at stålet stråler gennem bygningens arkitektur.

Dansk Stålpris går i år til COWI, det hollandske arkitektfirma OMA, hovedentreprenøren ZÜBLIN, stålentreprenøren CSK samt bygherren Realdania By & Byg for deres samarbejde om Københavns nye center for arkitektur og design. 

BLOX er et af Københavns helt store udviklingsprojekter og skal være en magnet for byliv og et nyt kulturelt centrum, der forbinder by og havn.

Jørn Nielsen, Sekretariatschef i Dansk Stålinstitut, fortæller hvorfor teamet bag BLOX har vundet stålprisen:

"BLOX er et imponerende byggeri med en stor grad af stål i de bærende konstruktioner. Bygningen består af mange blokke bygget ovenpå hinanden. Det gør bygningen meget kompleks og udførelsen kompliceret. Kompleksiteten har krævet betydelig dygtighed fra stålentreprenørens side. Et stærkt team af virksomheder har været involveret i dette imponerende byggeri."

Stålkonstruktion i arkitekturen og bybilledet

De mange gitterdragere og udkragninger har gjort BLOX-byggeriet til et af de mest komplekse byggerier, der er opført i Danmark.

COWI har været rådgiver på alle ingeniørdisciplinerne i hovedprojektet. BIM og 3D-modeller har været en central del af projektet og en nødvendighed for at løse de komplekse konstruktioner.

"Designet ligner forskudte byggeklodser, som ligger oven på hinanden, og de store facadepartier stillede store krav til stålets stivhed og tolerancer. Den store kompleksitet i både geometrien og det statiske system blev løst ved at nedbryde det hele i mindre dele og så bruge traditionelle kendte metoder," fortæller Thomas Bo Frederiksen, sektionsleder for konstruktioner i COWIs byggeriafdeling. 

Bygning går både under og over Christians Brygge, og Christians Brygge blev holdt åben i hele byggeperioden. I dag kører der dagligt ca. 25.000 biler lige gennem BLOX-bygningen, der er placeret ved havnefronten.

Det er ikke første gang, at COWI bidrager til et unikt stålbyggeri – Lego House er et andet eksempel på en ekstraordinær konstruktion.

Kontakt

Thomas Bo Frederiksen
Head of Section
Buildings, Denmark

Tel: +45 27234570