Lidl vinder pris for verdens grønneste nye detailbutik

Ved BREEAM-prisuddelingen i 2017 blev den nye Lidl-butik i Växjö i Sverige udnævnt til verdens grønneste detailbutik. For at opnå den bedst mulige bedømmelse fik Lidl hjælp fra COWI.

09.03.2017

Økozoner, solceller, ladestationer til gratis opladning af kundernes elbiler og -cykler. Det er nogle af de bæredygtige løsninger, der gav Lidls butik prisen som verdens grønneste nye detailbutik ved BREEAM Awards 2017 i London den 7. marts.

Der var fem nominerede i kategorien for nye detailbutikker, og Lidl vandt foran kandidater fra Kina, Storbritannien og Spanien.

“Lidl Sweden ønsker at være førende på bæredygtighed inden for dagligvarehandel, og det er en fantastisk følelse at have vundet BREEAMs pris for verdens grønneste nye detailbutik. Mange mennesker har ydet et stort stykke arbejde og en stor indsats med hensyn til inspiration og innovation, så vi kunne nå vores mål om at blive en brancheførende, grøn butik,” siger Johan Augustsson, property director hos Lidl Sweden.

Gjorde brug af COWIs ekspertise

For at opnå BREEAM-certificering af bygningen i Växjö har Lidl gjort brug af COWIS ekspertise inden for BREEAM. COWI har bidraget med BREEAM Assessor, BREEAM AP og eksperter inden for miljø, økologi, landskabsarkitektur, overfladevand og trafik.

“Det er virkelig skønt at få lov til at samarbejde med en så nysgerrig, engageret og målrettet organisation som Lidl. Dette er en ekstraordinær præstation, som har kunnet lade sig gøre takket være en hel række personer i både Lidl og COWI,” siger Torbjörn Larson, vice president environment hos COWI Sweden.

Butikken i Växjö i Sverige repræsenterer Lidls helt nye butikskoncept med kraftigt fokus på en forbedret kundeoplevelse og komplet moderniserede personaleområder. Bygningen er også klimasikret ved hjælp af bæredygtige afløbssystemer og et regnvandsreservoir.

Ud over butikken i Växjö har to nye butikker i Upplands Bro og Södertälje i Sverige også opnået BREEAM-certificering med hjælp fra COWI. De vil komme til at fungere som en skabelon for udformningen af næste generation af Lidl-butikker.

Hvad er BREEAM?

BREEAM er verdens førende metode til vurdering af bæredygtighed for hovedplanlægningsprojekter, infrastruktur og bygninger. Den omfatter en række livscyklusstadier som f.eks. nybyggeri, ombygning og eksisterende bygninger. Globalt er der mere end 558.700 BREEAM-certificerede projekter og næsten 2.261.100 bygninger, der er registreret til vurdering, siden ordningen blev indført i 1990.

Læs mere: www.breeam.com

Kontakt

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 2025 7018