Grønne brændstoffer er en sund investering

2023.04.21

Du kan ikke gøre noget forkert – bare du gør noget!

Det er rådet til dig, hvis man skal give livredende førstehjælp. Lidt det samme gør sig gældende, hvis man som investor vil gå ind i PtX. Også selvom det kan være skræmmende og uvist, og man aldrig har prøvet det før. Hvis man kigger bare få år frem, så er det næsten ligegyldigt, hvad du tager fat på – du skal nok få cashflow. Det kan helt sikkert optimeres, men der er masser af "no-regret" investeringer.

Vi har hældt fossile brændstoffer på skibe, fly og i vores industrier i over hundrede år – så markedet er velkendt. Det kan derimod stadig diskuteres, hvorvidt det er grøn strøm, brint, ammoniak, metanol eller Sustainable Aviation Fuels (SAF), det fremadrettet er mest optimalt at producere. Men en ting er sikker – markedet kommer til at skrige på, hvad end der bliver produceret.

Det globale fossile energiforbrug er mere end fordoblet gennem de seneste 40 år og har i dag et enormt omfang. Hele 123,000 TWh fossil energi forbruges der om året, eller det der svarer til 5,6 billioner LED-pærer.  Det er et forbrug, som vi alle er klar over, ikke er holdbart, og som kun vil føre den ene katastrofe efter den anden med sig. Derfor har langt de fleste lande sat mål for klimaneutralitet – flere endda allerede i 2045. Der skal med andre ord effektiviseres og findes alternativer i et helt afsindigt omfang. 

Alene Tyskland, Holland og Belgiens samlede efterspørgsel efter løsninger baseret på grøn brint forventer COWI i 2050 vil være på 504 TWh. Til sammenligning forventes Danmark samme år til en konkurrencedygtig pris at kunne producere og afsætte 195 TWh grøn brint. Det er store størrelser – ikke mindst med tanke på den mængde af grøn strøm, der skal bruges hertil.

Det er naturligvis afgørende, at de forpligtende klimamål står til troende. Hvis det er klimamål på skrømt, eller som kan tilsidesættes af umiddelbart bekvemme hensyn, så kan vi selvfølgelig risikere at se en fortsat efterspørgsel efter fossile løsninger boret op af Nordsøen eller i skrøbelig natur i Alaska. Men hvis ellers både politikere og vælgere holder hånden på rattet, så er den massive omstilling uafvendelig, og den deraf store efterspørgsel efter alle bæredygtige løsninger – også selvom nogle bliver lidt dyrere end andre.

Kontakt

Jakob Dybdal Christensen
Market Director
Society, Economics and Environment, Denmark

Tel: +45 56402607

Kontakt

Morten Hørmann
Principal Economist
Society, Economics and Environment, Denmark

Tel: +45 56402070