Ingeniører fra COWI færdiggør gangbro i Rwanda

Ingeniører fra COWI færdiggør gangbro og involverer sig i kompetencetræning i et landområde i Rwanda med Bridges to Prosperity.

Det lille isolerede landsbysamfund Rugusa i Rwanda fejrer nu åbningen af deres helt nye 60 meter lange gangbro over Akanyaru-floden takket være ingeniørteamet fra COWI bestående af 10 kolleger og non-profit organisationen Bridges to Prosperity. Efter at have kæmpet med forsinkede træleverancer, et udfordrende terræn og daglige tordenbyger arbejdede fem COWI-medarbejdere fra London (tidligere Flint & Neill) og fem fra København utrætteligt sammen med det lokale byggeteam og færdiggjorde gangbroen på kun to uger.

Det lille samfund ved Rugusa, der består af cirka 850 personer, har hidtil mistet 20 personer som følge af manglen på en sikker overgang over Akanyaru-floden. Hele tre af disse dødsfald skete i 2016. Det er ikke alene umuligt for skolebørnene at krydse floden i regntiden for at komme i skole, men bønderne kan heller ikke sælge deres høst eller kvæg på markedet. Tidligere udspændte lokalsamfundet en midlertidig trækonstruktion hen over floden, men den blev som regel oversvømmet af floden eller skyllet helt væk. Den nye Rugusa-bro vil give stabil og sikker adgang til skolegang, handel og lægehjælp i mange år frem.

Ud over at bygge konstruktionen prioriterede teamet kompentencetræning og vidensdeling med de lokale arbejdere. Faustin, en lokal arbejder på projektet, arbejdede tæt sammen med COWIs byggeleder for at lære, hvordan man anvender en række elektroværktøjer, hvordan man læser ingeniørtegninger, og hvordan man arbejder på høje steder, og han var en vigtig del af installationen af brodækket. Med den løn, viden og erfaring, han fik i forbindelse med Rugusa-broprojektet, vil Faustin til efteråret kunne komme ind på en ingeniøruddannelse på universitetet. Viviane, en anden lokal arbejder fra Rugusa, vil kunne overføre de tekniske kompetencer, hun erhvervede sig under Rugusa-broprojektet, til sit arbejde med de offentlige veje i Rwanda.

Inden teamet ankom til landet, havde lokale arbejdere færdiggjort brounderbygningen, der omfattede udgravning, murede vederlag, tårne og forankringer for bærekablerne. Opførelsen af overbygningen omfattede indstilling af bærekablernes nedbøjning, så man opnåede den nødvendige frihøjde til højvandsniveau, præfabrikation af dæk og rækværk samt tilfyldning af ca. 90 m3 stenfyld for gravitationsfundament.

Broen har fire kabler med en diameter på 1¼ tommer, der er forankret i gravitationsfundamenter på flodbredderne. Der anvendes to kabler til selve gangbroen og to kabler til rækværket. Størstedelen af brodækket blev fremstillet på præfabrikationsanlægget for at minimere arbejde i højden. Brobanen blev i hele spændet hurtigt konstrueret af RHS stålprofiler som tværgående strøer og med langsgående dækplanker fastgjort med forsænkede skruer. For at forbedre bygbarheden blev rækværket og brodækkets kantkonstruktion også præfabrikeret inden montage - en metode der blev foreslået og implementeret af COWI-teamet.

Ian Firth, formand for Bridges to Prosperity UK Trust og director i COWIs brogruppe i Storbritannien, tilføjer, "Vi er meget stolte af det team, der lige er vendt hjem fra Rwanda i sidste uge. Denne gangbro er så meget mere end bare en konstruktion hen over en flod for indbyggerne i Rugusa. Den nye bro vil være med til at skabe økonomisk fremgang; adgang til lægehjælp, skolegang og de forskellige markeder, og, vigtigst af alt, en sikker overgang for alle.”

Dette er det femte Bridges to Prosperity-projekt, som COWI har gennemført globalt, herunder tre i Rwanda, ét i Nicaragua og ét i Panama.

Om Bridges to Prosperity

Bridges to Prosperity skaber adgang til sundhedspleje, uddannelse og markeder ved at lære lokalsamfund at bygge gangbroer over floder, som er umulige at krydse, i et partnerskab med organisationer, sponsorer og fagfolk. Vi viser værdien af vores arbejde via et engagement i lokalsamfundet og broen, der varer længe efter fejringen af åbningen.

Siden begyndelsen af 2001 har organisationen støttet eller bygget over 200 gangbroer i 20 lande og har således hjulpet over én million mennesker. Alene i Rwanda har de identificeret over 300 brosteder, hvor der er brug for hjælp, og har allerede planlagt 10 broprojekter for 2017.

Kontakt

Ida von Huth Friis
Specialist
Communication, BL International, Denmark

Tel: +45 31502850