Innovativ anvendelse af betonaffald baner vejen for bæredygtighedspris

13.02.2019

Sydhavn Genbrugscenter er sluppet gennem nåleøjet og er blevet nomineret til Bæredygtig Beton Prisen 2019. Nomineringen sker på baggrund af den udbredte anvendelse af betonaffald, som er tænkt ind i opførelsen som nyt, bæredygtigt beton.

Sydhavn Genbrugscenter har rykket grænserne for genanvendelse af betonaffald. Derfor indkasserer centeret nu en nominering til Bæredygtig Betonprisen 2019.

I opførelsen af Sydhavn Genbrugscenter, som COWI er totalrådgiver på, består den anvendte beton af betonaffald fra Amagerværkerts gamle skorsten. Den nye bæredygtige genbrugsbeton består af hele 40 procent genanvendt materiale.

Det er fem gange mere end den nuværende standard for genbrugsbeton. Desuden er det første gang i Danmark, at der er udviklet en vejrbestandig kvalitetsbeton med 100 procent genbrug af gammel nedknust beton, hvilket baner vejen for genbrug af landets enorme mængder betonaffald på 1-2 mio. ton årligt.

Adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder, Lene Espersen, der sidder i dommerkomitéen, siger om nomineringen af Sydhavn Genbrugscenter:

"Sydhavn Genbrugscenter rykker grænserne for brug af cirkulær beton. Her har man genbrugt den knuste beton konstruktivt frem for at bortskaffe den eller bruge den i vejbelægning. Desuden sprænger byggeriet også rammerne for, hvor meget knust beton, man kan genbruge, da betonen består af hele 40 procent knust beton fra en tidligere skorsten. Derfor fortjener byggeriet at blive nomineret som et af tre bæredygtige projekter til Bæredygtig Beton Prisen."

Sammen med Sydhavn Genbrugscenter, der åbner i april i år, er også erhvervshuset Sonnesgade 11 i Aarhus og forskningsprojektet Grøn Beton ll nomineret til Bæredygtig Beton Prisen 2019.

Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, som alle kan stemme på. Du kan stemme her: https://www.danskbeton.dk/baeredygtig-beton-prisen/ 

 Der kan stemmes frem til d. 5. marts. 

Vinderes afsløres d. 28. marts ved en prisfest i Dansk Arkitektur Center.

Kontakt

Torben Frandsen Nielsen
Chief Project Manager
Waste and Contaminated Sites, Denmark

Tel: +45 51542166