Danmarks første BRT skal give løft til Aalborgs byudvikling

19.09.2018

Aalborg Kommunes nye BRT (bus rapid transit) forbindelse skal være med til at løfte byen og understøtte byens fortsatte byudvikling. Den nye forbindelse forventes at stå klar i 2023. COWI skal bistå Aalborg Kommune i projekteringen af den nye forbindelse.

Nybyggerier som Nyt Aalborg Universitetshospital og en stor tilflytning til kommunen øger presset på Aalborgs infrastruktur, og kommunen har derfor besluttet at investere i en BRT løsning.

En højklasset kollektiv trafikløsning, der – ligesom en letbane – kører i eget eller trængselsfrit tracé med plads til 150-200 personer i hver bus.

Forbindelsen skal køre fra Væddeløbsbanen i vest til Nyt Aalborg Universitetshospital i øst og vil bidrage med et grønt alternativ til biltrafikken.

Formålet er at give byen et betydeligt løft ved at skabe sammenhæng mellem byudvikling og offentlig transport.

"Op mod 50.000 indbyggere kommer til at bo mindre end 500 meter fra nærmeste BRT-station, og det vil skabe en hel ny fleksibilitet og mobilitet, som vil ændre byens sammenhængskraft fundamentalt. Det er den første rigtige BRT-forbindelse i Danmark, men vi har solide erfaringer med letbaneprojekter fra blandt andet Aarhus og Odense. På mange områder er det de samme kompetencer og løsninger, vi trækker på, når vi taler om en BRT-forbindelse," siger Thomas Sørensen, projektleder i COWI.

Aalborg Kommune har valgt at opdele den 12 kilometer lange BRT-strækning i 13 anlægspakker og 6 stationsforpladser. Opdelingen gør det muligt at arbejde på forskellige dele af strækningen og samtidig afvikle trafikken gennem byen på en fornuftig måde.

Udbudsforløbet for anlægsarbejdet bliver igangsat i oktober 2018.

FAKTA

  • BRT får 22 stationer fra Væddeløbsbanen i vest til Nyt Aalborg Universitetshospital i øst.
  • BRT har sin egen kørebane og har altid prioritet i vejkryds.
  • Hele ruten tager kun cirka 32 minutter at køre.
  • BRT-busserne har plads til 150-200 personer.
  • Der er cirka 7,5 minutter mellem busserne.
  • BRT-busserne er op til 25 meter lange.
  • Cykler og barnevogne kan medbringes.
  • BRT-bussen er en miljøvenlig transportform.
  • BRT-forbindelsen forventes at åbne i 2023.

Kontakt

Thomas Sørensen
Chief Project Manager
Transport Infrastructure, DK North, Denmark

Tel: +45 2948 7928