Sydhavn Genbrugscenter vinder Bæredygtig Beton Prisen

29.03.2019

Sydhavn Genbrugscenter får prisen for at gå meget længere med genbrugsbeton end hidtil set - og dermed er byggeriet særlig bæredygtigt. Hele 40 procent af betonen er genanvendt beton, der stammer fra en tidligere skorsten på Amagerværket. Det er fem gange mere end den hidtidige standard for brug af genbrugsbeton.

Sydhavn Genbrugscenter i Københavns Kommune blev i aftes hyldet med Bæredygtig Beton Prisen, der uddeles af brancheorganisationen Dansk Beton i Dansk Byggeri, ved en prisfest på Dansk Arkitektur Center i København.

I Københavns Kommune er teknik- og miljøborgmester borgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) glad for den fornemme anerkendelse af den 4.865 kvadratmeter store genbrugsstation, der også byder på et multihus med værksted.

"Af hensyn til de begrænsede ressourcer og klimaet, skal vi blive langt bedre til at genbruge og genanvende vores affald. Det gælder ikke mindst byggeaffaldet, der udgør en tredjedel af Københavns samlede affaldsmængder. Sydhavn Genbrugscenter er bygget med genanvendt beton og kommer på den måde til at skabe en bæredygtigramme om fremtidens genbrug i København. Med denne pris får vi samtidig en fornem anerkendelse af, at netop Sydhavns Genbrugscenter skal være med til at sikre, at vi når vores mål om at genanvende 70 procent af vores affald i 2024," siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Sydhavn Genbrugscenter fik halvdelen af stemmerne

Siden 5. februar har københavnerne og alle andre kunnet stemme på deres favorit blandt tre nominerede projekter til at vinde Bæredygtig Beton Prisen.

Interessen for at deltage i afstemningen har været stor, men københavnerne satte ind med en imponerende slutspurt og sikrede Sydhavn Genbrugscenter sejren med omkring halvdelen af stemmerne. 

"Det er et prisværdigt projekt, hvor man har udviklet et imponerende bæredygtigt koncept, der sprænger alle grænser for brug af genbrugsbeton. Ikke alene har man anvendt 100 procent genanvendt beton som tilslagsmateriale frem for at tilføre nye sten. Man har også for første gang herhjemme brugt genbrugsbeton til udvendige overflader, hvor det udsættes for frost, vand og andre miljømæssige påvirkninger." 

"Det vil sige, at genbrugsbetonen er støbt i aggressiv miljøklasse. Tidligere har genbrugsbeton kun været brugt indendørs. Desuden omfatter bæredygtigheden i projektet solceller, jordvarme, genbrugstræ og genbrug af armaturer til lavenergi LED-belyst og grønt tag på multihuset," siger Julian Weyer, C.F. Møller Architects og formand for dommerkomitéen.

Kombination af bæredygtighed, innovation og arkitektur

COWI er totalrådgiver på projektet og har projekteret genbrugscentret med en kombination af betonelementer og en stor del synlig in-situ genbrugsbeton. 

Der er brugt genbrugsbeton i fundamenter, terrændæk og i væggene omkring genbrugscenteret.

Torben Frandsen Nielsen, der er COWIs projektleder, udtaler:

"Vi er stolte over at være med til at modtage prisen for årets bæredygtige beton-byggeri. Der er generelt meget fokus på cirkulært og bæredygtigt byggeri, og i COWI vil vi gerne være med til at rykke grænserne for, hvordan vi udnytter vores fælles ressourcer." 

COWI hjælper en lang række genbrugspladser i hele Danmark med at implementere bæredygtige løsninger og cirkulær økonomi som på Sydhavn Genbrugscenter. 

København vinder over Aarhus, Rødby, Holstebro og Lyngby

Sydhavn Genbrugscenter vinder Bæredygtig Beton Prisen over to andre nominerede projekter: Erhvervshuset Sonnesgade 11 i Aarhus, der huser arkitektvirksomheden SLETH, restauranten BETA og forlaget Systime. Og Grøn Beton II-projektet, der omfatter to broer i Holeby ved Rødby, en bro ved Holstebro og en laboratoriebygning på DTU i Lyngby.

I dele af bro-konstruktionerne og laboratoriebygningen har man for første gang nogensinde brugt en nyudviklet grøn cement og beton, som i fremtiden kan spare klimaet for 30 procent af CO₂-ud-ledningen.

 

Fakta om Sydhavn Genbrugscenter i København

Bygherre:
Amager Ressourcecenter og Københavns Kommune

Arkitekt:
Krilov A/S

Rådgivende ingeniør:
COWI A/S

Entreprenør:
ZÜBLIN A/S

Areal:
Genbrugsstation på 4.865 kvadratmeter og et multihus på 1.228 kvadratmeter

Anlægssum:
51 mio. kr.

Udført:
2018

Læs mere om projektet her.

Fakta om Bæredygtig Beton Prisen

Bæredygtig Beton Prisen uddeles af Dansk Beton i Dansk Byggeri hvert andet år Dommerkomiteen, der har udvalgt de nominerede projekter, består af Lene Espersen, direktør i Danske Arkitektvirksomheder, adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark, arkitekt Julian Weyer, arkitektfirmaet C.F. Møller, arkitekt Rie Øhlenschlæger, indehaver af AplusB, og direktør Niels Søndergaard, DK Beton og formand for Dansk Beton.

Bæredygtig Beton Prisen er en publikumspris, hvor alle kan stemme og dermed være med til at afgøre, hvem der vinder.

Læs mere om Bæredygtig Beton Prisen på http://www.danskbeton.dk

Kontakt

Torben Kristiansen
Vice President
Waste and Contaminated Sites, Denmark

Tel: +45 56402198