Vi rådgiver om fremtidens grønne infrastruktur

Energi Nyheder

09.11.2021

Energinet udpeger COWI som foretrukken rådgiver til fremtidens grønne infrastruktur

Skal Danmark nå klimamålet i 2030, er der brug for, at hele den fysiske infrastruktur, som skal binde den grønne omstilling sammen i praksis, kommer på plads.

Ambitionen er, at alle dele af samfundet skal drives på grøn strøm fremover. Det kan enten ske via direkte elektrificering, hvor olie, kul og naturgas udskiftes med vedvarende alternativer fra sol og vind. Eller via indirekte elektrificering, hvor grøn strøm ved hjælp af Power-to-X omdannes til bæredygtige brændsler til for eksempel lastbiler, fly og skibe ved hjælp af Power-to-x-processer som for eksempel elektrolyse og produktion af grønne brændstoffer.

En sådan omstilling stiller store krav til ikke kun elnettet, der skal kunne håndtere store nye mængder grøn strøm, ligesom der er omfattende behov for at anlægge rørsystemer, der kan transportere grønne gasser og CO₂ på tværs af landet.

Det er denne opgave, som COWI nu skal hjælpe Energinet med at føre ud i livet i partnerskab med blandt andre Dansk Gasteknisk Center (DGC), Semco Maritime, norske IKM, tyske TÜV og hollandske TAUW. Konkret har COWI vundet den førende position på Energinets Green Deal udbud til en værdi af adskillige hundrede af millioner.

‎TEKNISK DESIGN OG LØSNINGER‎

Aftalerne indebærer, at COWI blandt andet skal identificere teknisk design og løsninger til at håndtere grønne gasser. Her er der tale om både onshore og offshore installationer, som potentielle hydrogen-rørledninger til Tyskland og forbindelser til den planlagte Energiø i Nordsøen.

Mine kolleger og jeg glæder os til at komme i gang med opgaven for Energinet. Sammen med vores partnere, har vi her en unik mulighed for at være med til at skabe en afgørende del af fundamentet for den grønne omstilling herhjemme og binde Danmark sammen med fremtidens grønne Europa.
Jens Bjørnmose direktør for grøn omstilling i COWIs energidivision
Han konstaterer samtidig, at COWI får behov for at rekruttere flere nye medarbejdere som følge af den nye aftale.

Kontakt

 Søren Kragh Pedersen

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 20257018