Foto: Rasmus Hjortshøj - COAST

Hovedstadsområdets nye vartegn for offentlig transport åbner

31.05.2019

I dag indvies det trafikale centrum Køge Nord Station, en spektakulær gangbro, station og parkområde, som både er et signifikant knudepunkt for grøn mobilitet og et unikt eksempel på dansk arkitekt- og ingeniørkunst. Køge Nord Station er tegnet af arkitekt-teamet COBE og DISSING+WEITLING architecture med COWI som teknisk rådgiver.

Den internationale konkurrence om Køge Nord Station, som blev udskrevet af Køge Kommune, Banedanmark og DSB Ejendomme i 2014, når i dag et klimaks: Den nye trafikale port til København åbner og dermed er adgangen til en mere effektiv og bæredygtig transport for alle til og fra hovedstaden en realitet.
Og mere end det: Køge og resten af regionen har fået et vartegn af internationale dimensioner. En markant, futuristiske udseende gangbro på 225 meter, som binder den nye, dobbeltsporede jernbane for højhastighedstog mellem København og Ringsted sammen med den eksisterende S-togslinje over Køge Bugt Motorvejen.

Broen er designet i et formsprog, som tager højde for et område i stor forandring og vil fungere som katalysator for fremdriften i Køge-området i de kommende år, fortæller Dan Stubbergaard, der er arkitekt og grundlægger af COBE:

- Vi har sammen tegnet et vartegn for den udvikling, som Køge i disse år gennemgår. En udvikling præget af innovation, pionerånd og vovemod, der er materialiseret i stationsbroen og dens anlæg, og også rent arkitektonisk bliver en attraktion for området. Samtidig er Køge Nord Station en væsentlig grundpille og katalysator i hele visionsplanen for Køge og resten af regionen, hvor det at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og skabe optimale og bæredygtige transportforhold i området har stor prioritet. Det håber vi og tror på, at Køge Nord Station kan være med til i fremtiden.

Stationens arkitektur og tekniske design understøtter ’den gode rejseoplevelse’, hvor brugernes bevægelse inde i gangbroen er tilrettelagt med både et åbent kig mod nord og mindre udskæringer i træbeklædningen mod syd. Det skaber både udsyn og intimitet samt bevægelse og zoner til ophold:

- Folk bruger mange timer af deres liv på at rejse. Derfor har vi arbejdet med at give gangbroen kvalitet, som rækker ud over det rent funktionelle og praktiske: Det indre rum er beklædt med trælameller, som giver en varm og taktil oplevelse i transit- og ventesituationer. Det er et indbydende rum, ganske enkelt, modsat hvad man ofte kan se på stationer og transportanlæg. Det indre rum får kontrast af den glatte, kølige aluminiumsfacade udvendigt, som spiller op mod stedets infrastrukturelle udtryk. Banedanmark var modige og visionære, både da man udskrev konkurrencen og valgte vinderforslaget – derfor kan vi i dag glæde os over et bygningsmæssigt fyrtårn, der kan brande regionen og vise, hvad danske arkitekter og ingeniører kan. Broen har ’postkort-potentiale’, men det vigtigste er den effekt og indflydelse projektet får på mange menneskers hverdag, siger arkitekt og partner hos DISSING+WEITLING architecture, Jesper B. Henriksen.

Jens Sandager Jensen, Senior Vice President, Bridges Scandinavia hos COWI fortæller:

- Køge Nord Station er en kompleks brokonstruktion med krævende udførelsesforhold over jernbane og motorvej. At løfte en 225 meter lang og 9 meter bred brodrager i opsvejste, lukkede sektioner lavet af stål og samtidig minimere trafikale gener, har krævet grundig gennemtænkning af løsninger, sikkerhed og timing. Som den rådgivende ingeniør er det en stor glæde i sig selv at opleve de mange rejsende benytte stationen, der er bygget op af et samspil mellem avanceret teknik og innovative løsninger.

KØGE NORD STATION
del af KØBENHAVN-KØGE-RINGSTED-banen

Bygherre: Banedanmark, Køge Kommune, og DSB
Arkitekt: COBE og DISSING+WEITLING architecture
Rådgivende ingeniør: COWI
Entreprenør: Bladt Industries

OM KØGE NORD STATION

  • Køge Nord Station er et trafikalt hotspot til Storkøbenhavn i krydset af højhastighedsbane, S-tog og Køge Bugt motorvej
  • Stationen forventes at betjene 6 tog i timen per retning på S-banen og 3 regionaltog i timen per retning
  • Det forventes at omkring 90,000 passagerer dagligt vil passere krydset og omkring 8,000 af dem vil dagligt bruge stationen
  • Køge Nord Station projektet består af en visionsplan, gangbro og station samt parkerings- og rejsefaciliteter, og er et unikt eksempel på dansk arkitekt – og ingeniørkunst
  • Banedanmark er bygherre for gangbroen, Køge Kommune for parkerings- og rejseanlæg og DSB for aptering af perroner
  • COBE har stået for arkitekturen af elevatorer, trapper, rulletrapper og bænke, mens DISSING+WEITLING architecture har stået for klimaskærm og indvendig aptering
  • COWI har stået for design af den bærende stålkonstruktion samt koordinering af 3D modelleringen
  • Køge Nord Station blev annonceret som en international projektkonkurrence i 2014 i EU. 38 hold fra syv EU-lande, Japan og USA bød ind på opgaven hvoraf fire hold efterfølgende blev prækvalificerede

OM GANGBROEN

  • Første spadestik blev taget den 13. september 2016
  • Den overdækkede gangbro har en længde på 225 meter og en bredde på 9 meter
  • Inklusive elevatorer og rulletrapper har broen en totalvægt på 1.000 tons
  • Gangbroen har en 180 graders panoramaudsigt over motorvejen og kulturlandskabet
  • Den er monteret i seks sektioner med det tungeste løft på 195 tons
  • Bro-konstruktionen er understøttet på syv betonpiller placeret uden for bane- og motorvejs fritrumsprofiler
  • Det længste spænd tværs over Køge Bugt motorvejen er 58 meter langt
  • Ståldrageren er forsynet med et internt affugtningsanlæg inde i drageren samt to Tuned Mass Dampers (TMD) for vibrationskontrol i de to største fag
  • Gangbroens yderbeklædning består af 4800m2 anodiserede aluminiumpaneler
  • Broen har i alt 31 vinduer i sydfacaden og kun en i nordfacaden
  • Der er brugt 620 tons stål og 920m3 beton i projektet
  • Konstruktionen har en kapacitet til 1.800 personer ad gangen
  • Broen er udstyret med fem elevatorer og fem trapper med tilhørende rulletrapper
  • Gangbroens ellipse er udformet for at kunne smyge sig optimalt hen over det underliggende terræn med dets varierende krav til gennemkørselshøjde på S-bane, motorvej og højhastighedsbane

Kontakt

Søren Kragh Pedersen
Head of Group PA & PR
Communication, Denmark

Tel: +45 2025 7018